I bofællesskabet på Peberhaven 29, 2. sal bor der fire borgere, hver i deres egen toværelses lejlighed. Her kombineres trygge private rammer med gode muligheder for fællesskab og socialt samvær.
Til bofællesskabet hører et hyggeligt fællesrum, hvor beboerne kan mødes, lave aktiviteter og nyde hverdagen sammen. Der er fællesspisning mandag, onsdag, fredag og søndag, og om tirsdagen og torsdagen er der mulighed for at spise sammen i Værestedet, som ligger i samme opgang.
Beboerne er med til at planlægge de fælles aktiviteter, som kan være alt fra shoppeture og biografture til udflugter. Én gang om året tilbydes også en fælles ferie, som mange ser frem til.
Der er elevator i opgangen, hvilket gør det let og tilgængeligt for alle at komme rundt.
